Hæv eller indsæt

Er du økonomisk forberedt til krise?

Nationalbanken anbefaler, at man som borger sikrer sig adgang til sine fysiske betalingskort, kan huske sine koder til betalingskortene samt at man overvejer at have et mindre kontant beløb liggende.

Hvordan er du forberedt, hvis strømmen går i nogle dage hjemme hos dig? Det er værd at overveje, nu hvor Beredskabsstyrelsen anbefaler, at alle borgere skal kunne klare sig selv i tre døgn i tilfælde af en krise.

Det første du kommer til at tænke på, er måske adgang til mad, drikke og en powerbank. Men det er også værd at skænke din økonomi en tanke i en krise.

Hvis der skulle opstå en krisesituation, hvor der ikke er forbindelse mellem betalingsterminalen og de bagvedliggende betalingssystemer, fx hvis internettet går ned, skal vi stadig kunne betale med kort.

Betalingsrådet og Nationalbanken kommer med tre konkrete råd, du kan følge:

Sådan sikrer du, at du kan betale, hvis internettet går ned

  1. Hav adgang til et fysisk betalingskort, der kan bruges offline
    Du plejer måske at bruge betalingskortet på din telefon, men den kan løbe for for strøm, og så er det godt at have dit fysiske betalingskort klar.

  2. Husk koderne til dine betalingskort
    I din mobilbank kan du se din pinkode, hvis du har brug for at blive mindet om den, men hvis den løber tør for strøm, kan det være en god idé at have den skrevet ned evt. i en pinkodehusker.

  3. Overvej at have et mindre kontantbeløb til rådighed
    Selvom betalingskort vil være det bedste betalingsalternativ i langt de fleste beredskabssituationer, er det svært at forudsige alle kriser. Derfor kan du overveje at have et mindre beløb i kontanter liggende.

 

Følger du disse råd, er du godt rustet rent pengemæssigt, hvis en uventet hændelse skulle opstå. For mere information og yderligere vejledning kan du besøge Nationalbankens hjemmeside